Ved en reception lørdag eftermiddag i Jydsk Væddeløbsbanes Sparekassen Kronjylland-lounge blev banens dominerende skikkelser for sæson 2024 hædret.
På billedet øverst af de hædrede champions ses fra venstre Camilla Borum (montechampion), Evelina Rönnlund (lærlingechampion), Michael Lønborg (travtrænerchampion), Lea Olsen (galoptrænerchampion) og Kim Madsen (amatørchampion).
De øvrige champions Nicolaj Stott (galopjockey), Kasper Foget (travjockey) og Emilia Hvitved (amatørrytter) var ikke tilstede.
Lærlingechampion blev Evelina Rönnlund, der til daglig arbejder for Tina Mortensen i Aalborg. Evelina opnåede ikke færre end syv sejre på Jydsk Væddeløbsbane i 2024 og på landsplan 22 sejre foruden seks i Sverige.
Med 11 sejre blev Kim Madsen en suveræn amatørchampion på travsiden. Den 58-årige kusk vandt 11 sejre i 43 starter på Jydsk Væddeløbsbane. Det var hans femte amatørchampionat.
Montechampionatet gik til 37-årige Camilla Borum via tre sejre, alle på sin egen hest Maia.
For femte år i træk kunne Lea Olsen lade sig hylde som galoptrænerchampion. Det blev lokalt til 10 sejre i 46 starter og en indtjening på 774.160 kroner. Med 40 heste i stalden står den lokale champion stærkt rustet på tærsklen til 2025-sæsonen.
Michael Lønborg vandt for første gang trænerchampionatet på travsiden. Det blev til 42 sejre på Jydsk Væddeløbsbane og på landsplan hele 111 kuskesejre. I interviewet ved hædringen tilkendegav Michael Lønborg, at det lige siden barndommen har været en drøm at vinde det championat som 39 gange er gået Birger Jørgensens vej.
Blandt de fraværende champions var der for Nicolaj Stott tale om det fjerde jockeychampionat i træk på Jydsk Væddeløbsbane og syvende lokale titel totalt.
Endvidere vandt den tidligere dobbelte lærlingechampion (2010 og 2011) Emilia Hvitved amatørrytterchampionat gennem at vinde en enkelt sejr, mens Kasper Foget genvandt sit travjockeychampionat via otte sejre
Hædret blev også ‘Årets Heste’. Herover Årets Galophest Stracciatellas ejer Claus Kamstrup. I sin fireårssæson opnåede den Birgitte Nielsen-trænede hoppe tre sejre og fire andenpladser i ni starter.
Årets Travhest blev Here We Go Chief, her repræsenteret ved Gert F. Rasmussen og Thomas Bonde. I 2024 gav 12 starter et udbytte på syv sejre, tre andenpladser og 200.560 kroner.
For sit 35. landschampionat, hvilket er verdensrekord hvad angår nationale championater, var der også hæder til Birger Jørgensen ved receptionen. Han har i øvrigt indledt 2025 strålende og er efter 40 sejre i første kvartal i en komfortabel føring på landsplan - i øvrigt med Michael Lønborg nærmest.