Glimt fra Jydsk 3-årings Grand Prix

Jydsk 3-årings Grand Prix blev genstand for en del dramatik inden storfavoritten Kungfufighting kunne hyldes som vinder.

For publikum blev årets næststørste travløb særdeles medrivende. På papiret lignede det ellers en walkover for den store favorit Kungfufighting, der hidtil har været dominerende i årgangen, men det skulle blive mere spændende end som så med skiftende føringer og “overarbejde” for dommerne.

Kazio og Birger Jørgensen var hurtigst fra start, men blev omgående engageret af Kalles Krisbe Notz og Jörgen Sjunnesson, der overtog føringen. Et par hundrede meter senere meldte favoritten Kungfufighting sig på ydersiden og overtog føringen efter 700 meter.

Dermed forekom løbet at være “låst”, men her havde man gjort regning uden Steen Juul. Han var havnet forrest i andet spor med Kanon Laser, og dén position bifaldt han ikke. Derfor pressede han på Kungfufighting og nåede føringen midtvejs.

Det dramatiske højdepunkt udspillede sig i opløbet, hvor Birger Jørgensen havde fået Kazio op i høje omdrejninger og havde et overtag på Kungfufighting. De to ekvipager hægtede sulkyhjul, hvilket bremsede Kazios fremfærd. Det store spørgsmål var herefter: Var det Jan Dahlgaard, der med sin kørsel genererede Birger Jørgensen? Eller var det sidstnævntes hest, der i kampens hede “hang ned over” Kungfufighting?

Det voterede dommerkomiteen længe over og konkluderede slutteligt, at sejren var Kungfufightings i 1.15,7a/2360 meter foran Kazio i samme tid mens Keystone og Nicklas Korfitsen fulgte på tredjepladsen. Sejren blev honoreret med 422.250 kroner mens Kazio måtte nøjes med det halve på andenpladsen.

Kungfufigting og Jan Dahlgaard krydser målstregen som vinder af Jydsk 3-årings Grand Prix. På fotoet øverst ses ekvipagen omgivet af ejer/træner Peter Rudbeck, Stutteri Hole In One og familien.

Birger Jørgensen kom på sejrsrunde med DJ O’Kay, som vandt et travligaløb ganske sikkert efter føring i det meste af løbet. Arm Bri (uden for billedet) fangede akkurat Hurricane KK i kampen om andenpladsen.

DJ O’Kay og Birger Jørgensen.

Årets første toårsløb mundede ud i et tæt opløb. Lets Go Ostedantik og Steen Juul strøg til føring ind i første sving og blev der løbet ud til sejr på 1.19,5a/1800 meter. Samme tid blev noteringen for Lamborghini CN og Lonesomerider på anden- og tredjepladsen.

Senere på dagen vandt Steen Juul også travliga 1-løbet. Her afsluttede Frodo Cash som lyn og torden og sejrede på 1.14,6a/1800 meter foran E Type Cash og Elegant CN, mens kræfterne i slutfasen ebbede ud for den førende favorit Emoji.

I inderbanen holder Lets Go Ostedantik og Steen Juul akkurat skansen overfor Lamborghini CN og Lonesomerider i årets første toårsløb.

Fotos: Ole Hindby