Glimt fra Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix-dagen

Sæsonens første “dronninge-runde” i I/J-årgangen mundede ud i en kroning af Just A Lady, som sejrede sikkert i Fair Finans Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.

Sejren til 194.000 kroner kom i hus efter et perfekt løb. Nicklas Korfitsen ramte andet par udvendigt med Just A Lady da Juno og Michael Lønborg skiftede inderbanen ud med positionen forrest i andet spor en omgang før mål.

I føringen havde Ibiza Garbo og Ken Ecce sat pacen med mellemtiderne 500 meter: 1.10,8 og 1000 meter: 1.15,1, men da Just A Lady blev sendt af sted i tredje spor med 500 meter til mål anede man hvor det bar hen.

Fra den udvendige position forsvarede Juno sig storstilet, men Just A Lady skød forbi med en længde til sejr i 1.14,6a/1800 meter. På tredjepladsen fulgte Jamaica Gardenia med Ivana Nordic og Illustrious One på de næste pladser.

Just A Lady og Nicklas Korfitsen skyder frem til sejr i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.

Skive-trænerne tog godt for sig af retterne på jubilæumsweekendens førstedag. Morten Friis-trænede Major Love åbnede ballet ved at vinder en indledende afdeling til Sigter Mod Stjernerne. Magnus M. Nielsen sad i ryg bag den førende undervejs, men fik angrebsplads i slutfasen og sejrede foran Endless Dreams, der fandt plads indenom til slut, da det kneb for førende Barn Dance at holde sit spor i opløbet.

Major Love og Magnus M. Nielsen

I 2. løb choksejrede en anden Skive-hest, Morten Juul-trænede Juan da den profiterede på en udmarvende føringskamp mellem Izabella Nordic og Going Joe ved at sejre for Rene Kjær på 1.16,0a/1800 meter. Dernæst var Morten Friis tilbage som en tredje Skive-vinder med Timoshak. Efter et løb i ryg bag førende I’mawinner afgjorde Timoshak sikkert til karrierens første sejr.

Timoshak og Morten Friis.

Der stod også Skive på et godt monteløb i Fast Riders Cup-serien da Morten Juul-trænede Giantissimo og Maria Svendsen viste sig klart bedst. Sejren var så sikker at rytteren havde god tid til at gøre sejrsgestus. Elmar Shadow og Smokin Joe sluttede nærmest.

Giantissimo og Maria Svendsen.

Foto: Ole Hindby

Nyt fra Jydsk Væddeløbsbane