Kungfufightings favoritskab til Jydsk 3-årings Grand Prix er urokkeligt efter en let sejr i et af de tre kvalifikationsløb.
Fra ydersporet bag startvognen tog Jan Dahlgaard en rolig start med dagens største favorit Kungfufighting (fotoet øverst). Anede man en sensation da Kungfufighting en overgang var betænkeligt langt efter den undervejs førende Kesse Tårs? Nej. Kungfufighting forekommer at være i en klasse for sig i sin årgang og over opløbet strøg hesten ubesværet forbi konkurrenterne og sejrede ganske let på 1.15,2a/2360 meter.
Ved målpassage var der en længde til Karat CN på andenpladsen. Fra en position som tredje i inderbanen afsluttede den godt og henviste Kesse Tårs til tredjepladsen. Den sidste grand prix-billet fra dette løb tilfaldt Kong Hans efter galop.
Kvalifikationsløbenes største overraskelse (odds 21,65) stod Christina Beck-trænede Kalles Krisbe Notz og Bent Svendsen. Parret sejrede ganske sikkert på 1.16,3a/2360 meter trods et løb forrest i andet spor i hovedparten af løbet.
Som ventet tog Kazio her føringen for Birger Jørgensen, men ekvipagen blev overrumplet af Kill Bill og Nicklas Korfitsen, der overtog kommandoen efter 500 meter og kontrollerede slaget frem til opløbet. Her gik Kalles Krisbe Notz sikkert frem og fik den rygkørte Kanon Laser på andenpladsen foran Kazio og Kill Bill.
Kalles Krisbe Notz og Bent Svendsen.
Det tredje kvalifikationsløb havde Keystone og Nicklas Korfitsen i den dominerende rolle. Efter 650 meter overtog ekvipagen føringen fra Kombardo Skov, der også sluttede nærmest vinderen i mål. Vindertiden var her 1.17,2a/2360 meter.
Videre til grand prixet gik også Kalle May, der travede forrest i andet spor over løbets sidste omgang og besatte tredjepladsen foran den inderbanekørte Krakken.
Keystone og Nicklas Korfitsen.
Efter lodtrækning og trænernes valg af startspor fik startlisten til Jydsk 3-års Grand Prix søndag d. 11. august følgende udseende:
1 Karat CN - træner Michael Lønborg
2 Kungfufighting - træner Peter Rudback
3 Keystone - træner Nicklas Korfitsen
4 Kalles Krisbe Notz - træner Christina Beck
5 Kanon Laser - træner Steen Juul
6 Kazio - træner Henrik Thomsen
7 Kesse Tårs - træner Knud Mønster
8 Kombardo Skov - træner Henrik Lønborg
9 Kalle May - træner Kim Pedersen
10 Krakken - træner Ole Aaberg
11 Kong Hans - træner Bent Svendsen
12 Kill Bill - træner Nicklas Korfitsen
Foto: Ole Hindby