Glimt fra kvalifikationsløbene til Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix

Nicklas Korfitsen vandt to af de tre kvalifikationsløb til Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix, mens den tredje vinder, Keen Lady Josselyn lovede meget ved sin sejr.

Den første hoppeprøve havde Keep Cool Cash (fotoet øverst) som storfavorit og for Nicklas Korfitsen indfriede den gennem en overlegen sejr på 1.16,5a/1800 meter. Ekvipagen indledte avancement efter 1000 meter og trykkede sig enkelt til føring med 550 meter til mål.

På andenpladsen havde også den undervejs førende Kaley DC ære af indsatsen. Videre til grand prixet fra dette løb gik også de to storoutsidere Kween Cook og Karoline Gardenia.

Keep Cool Cash og Nicklas Korfitsen.

I den næste hoppeprøve var der med stor spænding set frem til den første start på dansk grund for den superafstammede schweizisk trænede Keen Lady Josselyn, for dagen kørt af Adrian Kolgjini. Var det mon fugl eller fisk?

Det var i den grad “fugl”. Uden at befinde sig optimalt på Jydsk Væddeløbsbane sejrede den synligt urutinerede Keen Lady Josselyn overlegent i regnvejret på 1.15,9a/1800 meter.

På andenpladsen fulgte superoutsideren Kylie By Hans og Bent Svendsen efter at have taget føringen fra Keen Lady Josselyn 550 meter inde i løbet. Fra tredje par indvendigt gik også Kleopatra til finalen sammen med favoritten Know Your Shadow, der fra startpladsen i anden række aldrig rigtigt kom ind matchen.

Keen Lady Josselyn og Adrian Kolgjini.

I det tredje kvalifikationsløb var Nicklas Korfitsen på pletten igen. Nu med Karla Vang, der i karrierens fjerde start sejrede på 1.15,8a/1800 meter.

Fra andet par udvendigt spurtede Karla Vang let frem i yderbanen i opløbet og sejrede overlegent.

Til gengæld var der tæt kamp om andenpladsen. Tre heste fik alle noteret tiden 1.16,3. Længst fremme på målstregen var outsideren Kirsi Laser med Morten Friis på bekostning af Kiwi Shadow og Komsålangborg, der også løste billet til Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix.

Karla Vang og Nicklas Korfitsen.

Efter lodtrækning og trænernes valg af startspor fik startlisten til Jydsk 3-års Hoppe Grand Prix søndag d. 11. august følgende udseende:

1 Karla Vang - træner Nicklas Korfitsen
2 Keen Lady Josselyn - træner Rene Aebischer
3 Keep Cool Cash - træner Nicklas Korfitsen
4 Kylie By Hans - træner Bent Svendsen
5 Kaley D C - træner Michael Lønborg
6 Kiwi Shadow - træner Morten Juul
7 Komsålangborg - træner Knud Mønster
8 Kirsi Laser - træner Morten Friis
9 Kleopatra - træner Kent Friborg
10 Kween Cook - træner Tommy Jensen
11 Karoline Gardenia - træner Mickey Larsen
12 Know Your Shadow - træner Morten Juul

Foto: Ole Hindby