Lamborghini CN blev årets sidste grand prix-vinder efter føring undervejs for Jörgen Sjunnesson. Flemming Degn blev den store triumfator i ATAK’s Fødselsdagsløb ved sejr med Fox On The Run S, der dublerede sejren fra i fjor.
Føring hele vejen var recepten for Lamborghini CN i Jydsk 2-årings Grand Prix. Idet træneren Bent Svendsen afsoner en udelukkelse, havde Jörgen Sjunnesson fået chancen bag Lamborghini CN.
Ekvipagen fik let spil i føringskampen idet en af medfavoritterne Lets Go Ostedantik galopperede allerede under opsamlingen bag startvognen. I stedet var Lamborghini CN toneangivende i et jævnt 1.16-tempo. I slutfasen blev Laurentia Mosebo nærgående efter et løb i ryg bag førerhesten, men Lamborghini CN holdt stand og sejrede på gode 1.16,6a/1800 meter mens Laurentia Mose og Lonesomerider begge fik noteret 1.16,7 på anden- og tredjepladsen.
Lamborghini CN og Jörgen Sjunneson vinder Jydsk 2-årings Grand Prix kort foran Laurentia Mosebo med Knud Mønster.
Jydsk 2-årings Grand Prix Consolation mundede også ud i en tæt afgørelse. Desværre gik kun tre af deltagerne fejlfrit, men ud af det hele kom Jeppe Rask-trænede Let It Go med Kasper K. Andersen til sejr kort foran Lilivia med Kenneth Andersen og på tredjepladsen debuterende Light Hancock, der kom strålende igen efter galop i starten.
I yderbanen når Let It Go og Kasper K. Andersen frem til sejr.
Dagens andet storløb, finalen i ATAK’s Fødselsdagsløb, bød på dacapo-sejr for sidste års vinderhest Fox The Run S. Idet Heidi V. Lønborg havde valgt at køre Arm Bri, fik Flemming Degn chancen bag Fox On The Run S, hvilket han kvitterede for ved at vinde sin sjette sejr i ATAK’s Fødselsdagsløb.
Og som om det ikke var nok så havde Flemming Degn forinden vundet fødselsdagsløbets trøstfinale med Claus Jensen-trænede Go Go Flex, der i øvrigt også vandt trøstfinalen i fjor.
Fox On The Run S og Flemming Degn holder skansen i ATAK’s Fødselsdagsløb foran de godt afsluttende Hjælp GK og Arm Bri.
Dagens hurtigste vinder blev den Anita Gregersen-trænede Incitanus Sotto med Michael Lønborg som ikke forekom påvirket af en første kilometer afviklet i underkanten af 1.14. Sejren blev ganske let i 1.14,1 med tre længder til Hit’n Run på andenpladsen. Det var hestens fjerde sejr på stribe.
Incitanus Sotto og Michael Lønborg.
Flemming Reinholdts Stald Rosenvang har en meget evnerig hest i Jomo Cash. I et travligaløb overtog Jomo Cash og Jan Dahlgaard tidligt føringen fra Rarely Access og kontrollerede siden løbet til en sikker sejr på 1.15,7a/2300 meter foran Rarely Access og Louis.
Jomo Cash og Jan Dahlgaard.
Foto: Ole Hindby