Glimt fra løbsdagen 6. september

Heidi Vægter Lønborg vandt to af de tre indledende afdelinger til ATAK’s Fødselsdagsløb og står nu med et luksusproblem: Hvilken hest skal hun vælge at køre i finalen?

Først blev det til en overlegen sejr med Fox On The Run S i et løb hvor Ja Tak GK og Erik Grove satte pacen i føringen og lignede en vinder indtil midt i opløbet. Da meldte den med 60 meter tillæg belastede Fox On The Run S sig imidlertid i yderbanen. Her hvirvlede den forbi til let sejr med tre længder i tiden 1.15,6/1860 meter.

Videre til finalen gik også Ja Tak GK/Erik Grove, Happy Hour/Mike Kristensen og I’m Al’s Princess/Ruben Kristensen.

Fox On The Run S og Heidi V. Lønborg på æresrunde.

Ved sejren med Arm Bri (fotoet øverst og herunder) lød udfordringen på velvoksne 80 meter tillæg. Det skulle normalt gøre det svært at nå frem til sejr uanset at Arm Bri var feltets med bred margin mest meriterede hest. Men her blev der ikke kørt særlig hurtigt foran og med 800 meter til mål sad Arm Bri med bag den førende klump af heste. Derefter kunne Arm Bris større hurtighed spilles ud over løbets sidste halvbane. Heidi V. Lønborg kom ind i opløbet gennem fjerde spor og Arm Bri afgjorde let til sejr på 1.14,7/1880 meter. Med til finalen gik Baunely’s Diamant/Kim Madsen, Herman/Oliver Kristoffersen og Holachica/Tonny Rasmussen.

Arm Bri afgjorde sikkert til sejr foran Baunely’s Diamant.

Forinden havde Hot Shot og Søren Demant Andersen taget stikket hjem i den mellemliggende indledende afdeling. Fra en position i andet par udvendigt skød Hot Shot sikkert frem i opløbet og sejrede på 1.17,4/1840 meter foran den heftigt afsluttende Heart of Stone med Theo Damsgård. På tredjepladsen fulgte den undervejs førende Hjælp GK med Erik Grove. Videre til finalen fra fjerdepladsen gik også Dubai med Peter Ø. Andersen.

Hot Shot og Søren Demant Andersen.

Et toårsløb havde indledt programmet. Her tilkæmpede Licorice Cash og Morten Friis sig føringen efter 600 meter og afviste siden sikkert medfavoritten Laser’s Son i opløbet til sejr på 1.20,6a/1800 meter. Det gik stærkt over løbets sidste halvbane efter at den første kilometer var afviklet i 1.23-tempo.

Morten Friis kan smile ved målpassage efter føring i store dele af løbet med Licorice Cash.

Dagens mest medrivende løb kom i 4. løb, hvor Sabina Gammelgård-trænede Exonthebeach med Jeppe Juel i føringen akkurat formåede at holde stand overfor favoritten Jeppe. Uden for billedet var Ikarus en tæt tredje efter galop.

Exonthebeach og Jeppe Juel afviser akkurat Jeppe med Rene Kjær.

Med fra løbsdagen, afviklet på en 25°C varm septemberdag, skal også Twin Peak og Here We Go Chiefs stormøde. Her blev der byttet om på indløbsrækken fra sejrshestenes seneste møde. Twin Peak og Rene Kjær tilkæmpede sig føringen og formåede fra den position at holde medfavoritten Here We Go Chief på en halv længdes afstand ind i mål.

Twin Peak og Rene Kjær.

Fotos: Ole Hindby