Glimt fra løbsdagen 8. december 2024

Kasper Foget var i hopla med tre sejre på december måneds første løbsdag. Dermed cementerede han titlen som jockeychampion 2024.

Den første sejr kom i hus med Futteflagfis, der nåede føringen gennem første sving. Efter et jævnt tempo resten af vejen havde hesten kræfter i behold til i slutfasen at holde medfavoritten Karel G Greenwood fra livet med en længde.

Med Isotope d’Am anlagde Kasper Foget en mere afventende taktik. Efter en omgang i tredje par udvendigt blev avancementet indledt i tredje spor 650 meter før mål, hvorefter sejren blev sikker i tiden 1.16,9a/1800 meter foran Go To Win The Game.

Endelig kom Fogets tredje sejr i hus med Kamilla Doctor (fotoet øverst). Hoppen travede udvendigt for den førende favorit Gorm Box undervejs og formåede alligevel at holde sig forrest i en tæt afgørelse om sejren. Ligesom for løbets nummer to, Gertrud Bit og nummer tre Gorm Box blev tidsnoteringen 1.18,5a/1800 meter.

Isotope d’Am og Kasper Foget.

Var afgørelsen tæt i førnævnte løb, så var det intet at regne i sammenligning med amatørløbet forinden. Her kunne end ikke målfotoet skille de undervejs rygkørte Endless Dreams og Era Wan. I det meste af opløbet lignede det sejr til Era Wan og Søren Demant Andersen, men en god finish fra Endless Dreams og Heidi V. Lønborg bragte ekviparen frem til en delt sejr.

Era Wan (tv.) og Endless Dreams skar målstregen i samme brøkdel af et sekund.

Glæde i kredsen omkring Era Wan, der ubetinget har Jydsk Væddeløbsbane som favoritbane.

Løbsdagen blev åbnet med en sikker sejr til topafstammede Kleopatra SF i første start for Michael Lønborg. Ekvipagen var førende fra start til mål.

Kleopatra SF og Michael Lønborg.

Samme taktik - føring det meste af vejen - tog Jeppe Juel i anvendelse med Kennedy, der tidligt overtog kommandoen fra Katja Gardenia, der også sluttede nærmest ved målpassage.

Kennedy og Jeppe Juel.

Fotos: Ole Hindby