Hvor mange løb vinder Lea Olsen?

På Jydsk Derby-dagen i fjor vandt Lea Olsens stald fem løb. I jagten på en ny stor dag bringer stalden lørdag hele 14 heste til start.

Vi bad Lea Olsen om at vurdere de enkelte chancer.

»Samson Torkdahl (1. løb) vandt første start i Klampenborg, og jeg tror det er en hest som bliver bedre med den rutine. Cassius var hurtig fra start i Klampenborg, og det kan være, at vi kan få svært ved at fange den på de 950 meter, men Samson er vel en af dem som skal være med til at gøre op sejren. God triochance og kan måske være vinderaktuel.«

»Flyvende Faduma (1. løb) er en toåring med høj fart. Den gik også en flot debut, men missede starten. Det har vi selvfølgelig øvet på efterfølgende. Jeg tror, at den kommer til at tage starten flot her, og så kan hun være en triochance.«

»Strauss (1. løb) er en smart toåring. I modsætning til de to andre har han ikke startet, men det er en fin type og hele familien har været hurtige toåringer. Jeg tror, at den kommer til at gå et godt løb, og den skal have løbet her i kroppen til Produces Stakes (20/7 i Klampengborg, red.). Træningsmæssigt er hesten ikke langt fra de andre, men det er klart, at de har en lille fordel ved at have startet.«

»Sir Antonelli (2. løb) har døjet med lidt sygdom i starten af sæsonen. Den er blevet lettet et par kg i handicap og var tilbage i bedre forfatning i Aalborg, hvor den var tredje. Hvis alt stemmer, så kan den være trioaktuel, men vil lige se, at hesten løber ligesom sidste år før jeg vil sige, at den har vinderchance, men det går fremad med ham.«

»Fallen Angel (4. løb) har faktisk stor fart. Vi har fået hesten i træning fordi tingene ikke rigtigt spillede med den. Hesten har et meget stort temperament, som spiller den et pus i løbssammenhæng. Lærer den at lægge det fra sig, så er det ikke en hest til handicap 64.«

Hvordan skal spillerne gå til hesten?

»I første omgang er det en præmiechance. Vi skal først have den til slappe af i løb og finde melodien, men fart har den masser af.«

»Marsk Torkdahl (4. løb) er en treåring som jeg havde kæmpe forventninger til. Den blev påredet kraftigt i Trial Trip, hvilket satte sig psykisk ved hesten idet den bremsede op i Klampenborg i starten efter, da den kom op til andre heste. Vi prøver at sætte blinkers på ham denne gang for at hjælpe ham lidt. Det er en hest, der kan rigtig meget, og den kan også være med helt på stregen her. Triochance.«

»New York Strip (5. løb) vandt jo dette løb på ret besnærende vis i fjor. Hesten går fine løb i Århus, er i fin form og står i det højeste handicap for hesten nogensinde, så det er ikke nemt, men det er en ærlig hest som altid gør sit bedste. Triochance.«

»Sir Jeffrey (5. løb) har gået virkelig godt i år og imponerer mig. Jeg synes, at det er den hest i feltet, som har leveret bedst i år, og jeg tror at den kan forsvare et handicap på 86. Vinderchance.«

»Biot (6. løb) imponerede mig stort senest i Dansk 2000 Guineas, hvor den var ved at slå Brigadier i en tæt afgørelse. Biot er godt i orden og har tidligere vundet på Jydsk Væddeløbsbane. Jeg tror meget på min hest. Den er godt i orden og alt virker tip top.«

»Giovanni Torkdahl (6. løb) gik et stort løb i Voterlöppning senest. Det viste sig efterfølgende, at hestens blodværdier var dårlige. De er i orden nu, og det er en rigtig god hest. Ligesom med Biot, ser jeg Giovanni som en vinderchance

»Lord Of Denmark (6. løb) er en hest som kan rigtig meget på en god dag. I fjor vandt hesten Herman Sallings Mindeløb og i år vandt den sin første start, men siden har hesten døjet med sine blodværdier. Nu er værdierne i orden. Hesten har en topafstamning og er talentfuld, så hvis den er i fineste forfatning, kan den slutte mellem de tre første.«

»Let’s Go Filip (7. løb) fik et virkelig uheldigt løb i seneste start, hvor den faktisk var i angreb i 1300 meter og alligevel var tæt på at vinde. Han bærer en lidt højt vægt, men har en toprytter på ryggen. Det er en triochance.«

»Cortina (8. løb) viser mig store ting i træningen. Hun vandt første gang ude, men har ligesom flere andre heste i stalden døjet med dårlige blodværdier. Ud fra sine træningsarbejder skal den være langt fremme. For at skærpe hesten sætter vi sideruller på. Hun har ikke helt samme interesse i løb som man ser om morgenen, og det irriterer mig lidt. Ud fra træningsarbejderne kan hun let vinde løbet, men hun er lidt sensibel.«

»Spot On (8. løb) har fået et flot tilbud. Hesten gik i seneste start et godkendt løb i Dianalöppning. Efter at have misset starten blev hesten generet af konkurrenter to-tre gange og fik derved en hård medfart. For at få hesten tilbage på ret køl, starter vi denne gang i consolationsløbet, men ellers er det en hest vi forventer kan gå mod hovedløbene fremadrettet. Det skal være en vinderchance.«

Nyt fra Jydsk Væddeløbsbane