Stærkt hold fra Steen Juul

Fem af de seneste syv års vindere af Jydsk 4-års Grand Prix har været trænet af Steen Juul. Derfor tiltrækker trænerens heste sig også stor interesse inden fredagens kvalifikationsløb.

Dette gælder ikke mindst Jigger (4. løb), som har taget otte sejre og to andenpladser i karrierens hidtidige 10 starter.

For tre uger siden blev sæsondebuten afviklet på bedste vis med suveræn sejr i banerekordtiden 1.13,2a/1800 meter.

»Det var en vældig positiv præstation. Måske var hesten lidt for ambitiøs den dag, men det var også sæsondebut, så jeg tror, at den dæmper sig lidt mere til denne gang. Jeg synes, det var en god præstation. Banen var også lidt løs, så jeg var tilfreds,« siger Steen Juul.

Hvad har I arbejdet med hen over vinteren?

»En forkode har været det største problem. Desuden har vi arbejdet lidt med hestens ryg, men det ser ud til at falde i hak. Det er i hvert fald blevet væsentligt bedre.«

Hører jeg dig sige, at I næsten er i mål med hensyn til de forbehold du tidligere har givet udtryk for?

»Det føler jeg lidt. Tidligere har hesten altid haft fordel af at løbe i Århus. Nu føler jeg faktisk ikke nogen forskel når vi træner, så jeg er optimistisk - også med hensyn til den anden vej rundt, men Århus-vejen er intet handicap.«

Hvordan skal det gribes an i prøven?

»Her bliver svaret det kedelige, at vi må indrette os efter hvad de andre gør. Jeg kan ikke dirigere hvad de vil, og det afhænger også af hvordan hesten er på dagen, men den har altid vist sig vældigt gålysten fra start. Det skal være en stor chance.«

Er Jigger også en Grand Prix-vinder?

»Vi må se hvordan de andre heste præsterer i kvalifikationsløbene. I sidste års grand prix blev Jigger jo regulært slået af Just Hans, og den kan man ikke bare afskrive fordi hesten har været lidt mindre flyvende i de første par starter i år. Den har jo kapaciteten og viljen til at gøre det.«

Foruden Jigger starter Steen Juul seks heste i kvalifikationsløbene til Jydsk 4-års Grand Prix-løbene og Preben Munchs Mindeløb. De får følgende ord med på vejen:

»Ice Cool Money (1. løb) blev sparket i folden op til den planlagte sæsondebut så jeg måtte slette hesten (30/4 på Jägersro, red.). Det helede heldigvis op og jeg tror ikke, at hesten har fået mén af det, men det har bare taget tid. Hesten var godt forberedt og havde trænet godt op til den planlagte sæsondebut, så jeg tror på, at den kan være med her. Det er klart ,at den ikke er optimalt forberedt nu, men jeg håber, at den kan tage sig videre og så eventuelt gå frem ved at få dette løb i sig.«

»Ikarus (2. løb) var jeg helt tilfreds med senest. Det var ingen årsag til galoppen og hesten gik rigtig godt efter fejlen, så jeg er lidt optimist med ham. Han laver en god præstation og jeg tror på kvalifikation.«

»Impressive Hancock (5. løb) viser forbedring i træning. Det er som om at han er kommet lidt over det problem, han har haft med en bagkode. Det ser bedre og bedre ud, men han har altid været lidt efter de bedste.«

»Jefferson (5. løb) har været forbandet uheldig i år. Birger mente, at hesten havde vinderkræfter i behold da den galopperede i Sprintermesteren, og mener, at galoppen skyldtes at den slog sig på et knæ. Galoppen i Århus i starten forinden var overraskende. Da følte jeg ikke at hesten var usikker overhovedet. Ud fra træningen så skal han kunne være med her.«

Kører du den bedste chance af staldens to heste i løbet?

»Det tror jeg.«

»Jacques (7. løb) vandt Sprintermesteren. Hesten føltes ikke helt sikker på benene, men viste jo fantastisk god indstilling, hvilket er det som kendetegner hesten. Den havde også gået godt ved starten i Århus. Da afsluttede hesten godt efter et helt umuligt løb, så han har gået tilfredsstillende i årets starter. I København sad jeg fast med ham på 1.13 og da var han også positiv, så fra en god udgangsposition kan han være en god triochance og en lille vinderchance.«

Gælder det spidsen igen ligesom i Sprintermesteren?

»Jeg låser mig ikke fast på det, men når man har nummet 1 er det nærliggende at give det et skud fra start.«

»Heimaey (9. løb) har haft lidt svært ved bære de penge hesten fik på sig i årgangsløbene. Det har været lidt tungt i de første starter i år, men hun har god form. En placeringschance er nok det mest realistiske,« vurderer Steen Juul.