Glimt fra løbsdagen 19. april 2024

Galopsæsonen blev skudt i gang med to løb, som bød på et sandt triumftog for den lokale trænernestor Torben Christensen.

På fotoet øverst ses Torben Christensen yderst til højre ved præmieoverrækkelsen efter Spinozas sejr i et klasse 2-handicap som feltets mindst spillede hest. Redet af Melissa Vesterholm sad Spinoza udvendigt for den førende Foretell undervejs, inden parret sikrede sig et overtag ind mod opløbet og sejrede med klar marginal til favoritten Miss Twenty. På fotoet herunder sejrer Hope overlegent for Evelina Rönnlund, der førte an fra start til mål.

Hope og Evelina Rönnlund.

På travbanen blev René Kjær topscorer med tre sejre, hjemført med Martin Hansen-trænede Jessie og Martin Ladegaard-duoen Keep Up Laser og Karma Shadow. Alle tre heste efterlod løfterige indtryk.

Keep Up Laser og René Kjær var i sikker føring fra start til mål.

For Björn Spangenberg-trænede Dan CG kom femte sejr på stribe i hus, da Thomas Panschow kontrollerede travliga-løbet totalt i føringen. Efter et roligt tempo den første omgang blev der kørt voldsomt hurtigt over den afsluttende halvbane. På 1.15,6a/1800 meter kunne Dan CG ikke trues. Det var hestens 28. sejr i start nummer 57.

Dan CG og Thomas Panschow.

I et andet travliga-løb overtog Henri Cloc og Michael Lønborg føringen efter første sving og havde siden en fast greb om løbet. Den første kilometer blev tilbagelagt i den beskedne tid 1.19,8, hvorefter Henri Cloc øgede lidt på kadencen og sejrede sikkert på 1.17,2a/2300 meter.

Henri Cloc og Michael Lønborg.

Et løb for de bedste hopper resulterede i triumf for sæsondebuterende Arm Bri og Henrik Lønborg. 550 meter før mål søgte Lønborg frem udvendigt for den undervejs førende Hovita og fortsatte forbi til en overlegen sejr i 1.14,4a/1800 meter.

Arm Bri og Henrik Lønborg.

Fotos: Ole Hindby