Gode chancer for Michael Lønborg

Michael Lønborg kan komme til at spille en nøglefigur ved lørdagens løb.

I fire af de otte løb har Michael Lønborg fået programmets vindertip. Men hvordan ser han selv på chancerne?

»Kilkenny (1. løb) gik egentlig et udmærket løb i første start. Hesten hoppede ind på opløbet, men den fejl må jeg tage på mig. Jeg forlangte for meget i accelerationsfasen og hesten overreagerede på mine signaler. Hesten er klar og skal nok gøre et godt løb. Jeg tror, at hesten har en rigtig fin triochance og selvfølgelig en form for vinderchance,« indleder Michael Lønborg.

»Here We Go Chief (2. løb) gør det den skal, men absolut heller ikke mere. Til denne start skal hesten skærpes en smule med hovedlaget, med enten sideruller eller et halvlukket hovedlag. Det håber vi giver lidt ekstra og hesten dur fint i sin klasse.«

»Happy Ice (3. løb) har haft en lang og fortjent pause. Tanken er, at den skal matches efter at kvalificere sig til Preben Munchs Mindeløb. Derfor tåler hesten ikke at vinde to løb med 10.000 kroner og stadig kunne stå fra spids i Preben Munchs Mindeløb, men nu kommer hesten ud her, hvor der kun er 7.500 kroner i sejrspræmie. Det er heller ikke oplagt, at hun går ud og vinder her. Det er en hoppe som ikke har startet længe. Jeg kunne forestille mig, at hun behøver en udblæsning, men hun har trænet godt gennem længere tid. Hun skal nok komme til at gøre et fint løb, men om hun rækker til sejr mod flere formstærke heste skal jeg ikke kunne sige.«

»Ghania Sensei (billedet/5. løb) vil sikkert gøre et godt løb fra startspor et, men det er svært at sige, hvor langt det rækker. Konkurrenterne er lidt bedre nu end tilfældet har været tidligere, men hesten går altid gode løb på Jydsk Væddeløbsbane og skal være en fin chance«

Er det føringen det gælder fra indersporet?

»Ja, det synes jeg vi skal forsøge.«

Og indtrykket i seneste start?

»Det var fint. Hun hostede et par dage efter løbet, så jeg tror faktisk ikke at hun var som bedst på dagen, men hun kommer i fin forfatning nu.«

»Conair M (6. løb) er meldt her eftersom hesten går bedst i Århus. Den behøver at få endnu et løb i kroppen, møder gode heste og tager en præmie,« siger Michael Lønborg.