Michael Lønborg ligner en vinder

Akkurat som i 2023 har der været fuld fart på Michael Lønborgs træningsstald i de første måneder af 2024. Foreløbig har 18 starter med heste i Lønborgs træning resulteret i 10 sejre og 3 andenpladser.

Ved mandagens lunchløb på Jydsk Væddeløbsbane starter Michael Lønborg en enkelt hest, Ghania Sensei (fotoet), som givetvis bliver dagens største favorit.

»Ghania Sensei (1. løb) har tjent nogle hurtige penge og konkurrenterne bliver bedre, men flere af hestene har han mødt tidligere. Hesten har trænet godt og burde være en fornuftig chance blandt de tre første. Taktikken bliver som det plejer med at jeg søger lidt frem ad,« siger Michael Lønborg.

Om baggrunden for at Ghania Sensei for alvor har fundet melodien hos ham, og foreløbig har hentet fem sejre i seks starter, har træneren ingen anden forklaring på end at hesten har taget godt imod træningen.

Staldens generelt stærke sæsonudlæg kommenterer Michael Lønborg således:

»Det har været udmærket. Jeg synes, at hestene har leveret fint. Det er klart, at vi har haft nogle heste som har startet i en periode med mindre hård konkurrence, hvilket vi har nydt godt af. Nu er jeg på vej hjem fra Skive, hvor man mærker, hvor hård konkurrence vi egentlig har i Danmark,« sagde Michael Lønborg med henvisning til at staldens to heste lørdag aften måtte nøjes med en anden- og en fjerdeplads.

Faktum er imidlertid, at godt to måneder inde i sæsonen har en Michael Lønborg-trænet hest endnu til gode at forlade banen uden en præmie.

»Nej, og det er fint nok. Lad os forsøge at holde fast i det,« konstaterer Michael.

Ved mandagens løb på Jydsk Væddeløbsbane skal han også i sulkyen to gange som gæstekusk.

»Here We Go Chief (2. løb) har jeg ikke noget kendskab til. Henri Cloc (4. løb) har svært ved at gå fejlfrit fra indersporet. Det er i hvert fald ikke nogen fordel. Den møder også gode heste, så jeg synes ikke på forhånd at det er nogen stor vinderchance,« siger Michael Lønborg. Han advarer for, at der kan være en galoprisiko i startmomentet.