Glimt fra løbene langfredag d. 29/3

Jydsk Væddeløbsbane fejrede påsken med Prins Henriks Cup som hovedbegivenhed og oplevede stor publikumstilstrømning.

Påskens løbsdag på Jydsk Væddeløbsbane er traditionelt en publikumstræffer. Langfredagens løb satte en tyk streg under den statistik. Efter at have åbnet året behersket med flere lunchdage, kan man sige, at jubilæumssæsonen for alvor blev indledt med et påskeprogram, som også sportsligt levede fuldt op til forventningerne.

I hovedbegivenheden om Prins Henriks Cup gjorde sejrsslugeren fra Skive, Daniel Autriche kort proces. Rolf Jørgensen kørte til føring en halv omgang inde i løbet og styrede siden slagets gang til en sikker sejr på 16,9/2900 meter - halvanden længde foran Elegant CN og en tredje Skive-hest Freiherr Faust.

Daniel Autriche og Rolf Jørgensen ved sejren i Prins Henriks Cup.

Både første-, anden- og tredje-præmien havnede også i Skive, da et særdeles stærkt felt mødtes i et travligaløb for klassen under 420.000 kroner. Her i skikkelse af Morten Juul-trænede Galant Lund.

Efter føring hele vejen holdt Galant Lund og Birger Jørgensen kort Keystone Cash og Jan Dahlgaard fra livet, mens Hero Boom Bay sluttede tredje. Her var vindertiden stærke 1.14,2a/1800 meter.

Mens det for Daniel Autriche var sejr nummer 17 i start nummer 40, så var det for ligeledes seksårige Galant Lund pletskud nummer 21 i start nummer 45. Her kan man virkelig tale om sejrsheste.

Galant Lund og Birger Jørgensen.

Yderligere en Skive-triumf kom i et hoppeløb, hvor Knud Mønsters Innocence leverede en løfterig sæsondebut som fireåring, da den på en fejende flot finish rundede konkurrenterne og sejrede på 1.16,8a/1800 meter. Den længe førende Havanna Banker besatte andenpladsen.

Innocence og Knud Mønster.

Skive-dominansen var uomtvistelig idet også Square Tile og Morten Tile vandt løb for begynderklassen, men ellers blev sejrene fordelt pænt over landet. Hjemmebanens Here We Go Chief vandt sin tredje sejr på stribe efter at Michael Lønborg havde kontrolleret løbet fra posititionen udvendigt for førende Hill Torp undervejs. Her spurtede Maj Hackstable rapt til en tæt andenplads.

Aalborg-banen kom på tavlen fra Here’s Johnny og Jeppe Juel vandt et løb præget af mange galopperende heste. Toto-favoritten Haps var væk med galop allerede i starten, mens næstfavoritten senere galopperede i føring under pres af tredjefavoritten Hill Shadow, der imidlertid måtte se Here’s Johnny stryge forbi til sejr i 1.16,6a/1800 meter.

Dernæst var det Odenses tur, da Martin Hansen-trænede Jessie sejrede for en offensivt indstillet Rene Kjær. Føringen var i hus efter 500 meter og selv om favoritten Jomo Cash afsluttede godt for Jan Dahlgaard, så måtte den nøjes med andenpladsen.

Senere hentede Birger Jørgensen sin anden sejr på dagen, da han gæstekørte Aalborg-træner Anders Pedersens Jazz Laser til sikker favoritsejr foran Casablanca Broline.

Here We Go Chief og Michael Lønborg.

Kim Madsen har indledt sæsonen stærkt på hjemmebanen og har tre sejre, to anden- og to tredjepladser efter årets første syv starter, ensbetydende med en aktuel førerrolle på amatørlisten.

Denne løbsdag blev det til Kim Madsen-sejr med Flash De Bucy, der blev budt et godt rygløb og siden ubesværet indfriede favoritværdigheden foran staldkammeraten Palais Bourbon kørt af Mikkel Johansen.

Kim fastholdt årets gode score ved i det afsluttende formløb at styre Baunely’s Diamant til en tredjeplads. Her var Fast Shadow og Uffe Gregersen bedst foran Grande Finale.

Jazz Lazer og Birger Jørgensen.

Foto:  Ole Hindby